Projekt Foreningsudvikling i Tønder Kommune

Hvad går initiativet ud på?

Projekt Foreningsudvikling er iværksat af Tønder Kommunes Folkeoplysningsudvalg og Landdistriktsudvalg, samt kulturelt forum og projektet handler om at undersøge kommunens totale foreningsliv, både folkeoplysende, kulturelle og sociale foreninger. Projektet består af 3 faser. 1. Undersøgelse og udvikling af værktøjer. 2. afprøvning af værktøjer 3. Tilbud om udviklingsførløb til alle kommunens foreninger. Projektet er godt i gang med fase 3 og mange foreninger i kommunen har efterhånden taget imod tilbudet. Udviklingsforløbet er individuelt for hver forening og har forskelligt fokus. Nogle fokuserer på flere medlemmer, flere frivillige og flere samarbejder på tværs. Andre på foreningens kerneområde, mulige udviklingsområder og andre skal måske afvikle enkelte aktiviteter for at trives med de aktiviteter der bevares. Der er også mulighed for at kigge på fysiske rammer, aktiviteter eller trends. Det handler om at styrke foreningerne til fremtiden og tage de udfordringer op, som mange foreninger står over for. Særligt fokus på samarbejdet er spændende, fordi der her kan opstå helt nye muligheder. Samarbejdet handler f.eks. om at integrere udsatte eller invandrere og flygtninge i etablerede foreninger, for derigennem at styrke foreningen og det individuelle medlem - WIN WIN... I projektet er ansat en projektleder til udviklingsdelen og en projektmedarbejder til ar arbejde med integration. Den sidste skal ikke bære nye medlemmer ind i foreningen, men gøre foreningerne klar til at tage imod nye medlemmer, gennem kulturforståelse og egenindsigt. Alt i alt er projektet meget omfattende, da det er alle kommunens foreninger der har fået tilbuddet om at deltage og det er så frivilligt hvilke foreninger der takker ja til tilbuddet. Dog er der fra folkeoplysningsudvalget udbudt en særlig pulje af penge der kan søges til udviklingstiltag i de deltagende foreninger.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Projekt foreningsudvikling har kun fordele. Uanset hvilke foreningsaktive man taler med, lyder meldingen at det er svært at finde frivillige. Samtidig oplever mange foreninger at forældre gerne engagerer sig i DERES BARN. Det betyder at foreninger, med de rigtige værktøjer og et klart billede af deres forenings behov, har et kæmpemæssigt rekruteringspotentiale. Det potentiale vil projektet udløse. Samtidig er der i mange idrætsforeninger et efterslæb omkring kommunikation. Verden har flyttet sig hurtigere end mange bestyrelser har kunnet følge med til. Netop kommunikation er der fokus på i foreningsudviklingen. ALLE kommunens foreninger tilbydes et målrettet udviklingsforløb, således alle foreninger der ønsker det - kan ruste sig til nye medlemmer og frivillige. Det betyder plads til flere idrætstilbud, flere aktive medlemmer og ikke mindst et bedre foreningsmiljø. I flere af foreningerne, blandt andet i min egen forening, sætter vi fokus på "Work smarter - not harder" - således vi kommer til at udnytte bestyrelsens kompetencer og interesser bedst mulig.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Det er helt unikt at foreninger i en hel kommune, under ét, bliver tilbudt et udviklingsforløb. Nye samarbejder opstår - nye muligheder bliver synlige for bestyrelser og udvalg - foreningslivet anerkendes for deres betydning, ved at blive tilbudt deltagelse i dette projekt. Jeg mener projektet bør udbredes til hele landet. Frivillige i idrætsverden har brug for anerkendelse, for at blomstre og fungere. Når en kommune sætter et projekt som dette i gang, så betyder det, at foreningerne både oplever at blive anerkendt for deres indsats og får mulighed for at udvikle sig. Projekt foreningsudvikling skal have danskernes idrætspris fordi projektet har kontakt til en kæmpemæssig gruppe af foreninger og samtidig lægger op til nye og spændende samarbejder, der virkelig kan løfte foreningsidrætten og foreningslivet. Danmark er en foreningsnation, men globalisering, teknologisk udvikling og mange andre faktorer udfordrer ofte foreningernes bestyrelser og frivillige - derfor bør et initiativ der tager fat om foreningernes udvikling og forsøger at videndele og løse problemer og udfordringer, have Danskernes Idrætspris. På et af seminarerne i projektet blev der sagt:" Unge har i dag ikke deres venner med til idræt, de har dem i stedet altid med i lommen! Det behøver ikke være et problem, det kan være til foreningernes fordel. For så kan de unge dyrke det de har lyst til og ikke det deres venner går til!" At få foreningerne til at udnytte den tid vi lever i - i stedet for at ærgre sig over det - det fortjener idrætsprisen.