Projekt "Ung aktiv i Thyborøn"

Hvad går initiativet ud på?

I et samarbejde mellem Thyborøn Skole, Thyborøn Fritid (sammenslutning af 4 foreninger) og DGI Vestjylland, ønsker man ved hjælp af "Unge i Front - Unglederuddannelsen" at involvere og aktivere byens unge mennesker mellem 13 og 16 år. Uddannelsen udbydes normaltvis af DGI til enten en skole eller en forening. I dette tilfælde er startet et helt nyt projekt, med en kombination af alle 3 enheder, for både at styrke de nuværende frivillige unge i foreningerne, men samtidig også for at inspirere og motivere foreningsløse unge. Projektet er startet op, de unge mennesker er involveret gennem andet samarbejde, eksempelvis skolernes motionsdag den 14. oktober - hvor 8 foreningsaktive og 8 foreningsløse skal stå for dagens aktiviteter i samarbejde med Thyborøn Fritid. Den egentlige uddannelse finder først sted fra januar. Planen, økonomien og uddannelsens opbygning er på plads. Uddannelsen bliver udbudt som et valgfag gennem skolen, hvor valgfaget kommer til at foregå i hallen i samarbejde med foreningen og DGI.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

At styrke og udvikle foreningslivet i samarbejde mellem forening/skole/DGI. At aktivere de unge mennesker gennem en ny uddannelse - herunder inddragelse af unge som ikke er foreningsaktive eller er foreningsløse. Projektet skulle gerne være til gavn for lokalsamfundet da det ikke kun er eleverne i 7.og 8. klasse, der får en god uddannelse med i bagagen. Hele lokalsamfundet vil også kunne mærke en effekt.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Initiativet skal vinde Danskernes Idrætspris fordi vi ved at tilbyde de unge mennesker en sådan uddannelse, sender et vigtigt signal og et vigtigt budskab om hvor stor en del af foreningsidrætten de unge skal være. Danmark kan ikke undvære frivillige unge mennesker, og det er derfor utrolig vigtigt at vise dem vi sætter pris på deres arbejde!