Kickstart for specialklasser i Sundby Taekwondo Klub

Hvad går initiativet ud på?

At børn med specielle behov fra specialklasser skal have lov til at dyrke taekwondo på deres egne præmisser med henblik på at få sluset dem ind i foreningslivet, så de på sigt kan deltage i en sport på lige fod med andre børn. I samarbejde med Dyvekeskolen på Amager har klubben etableret et hold på 16 specialklasseelever fra 9.Y og 10.Y. De slutter undervisningen en halv time før tid og samles i skolegården for at følges ad til klubben med henblik på at træne taekwondo. Det har skabt et specielt sammenhold mellem klasserne, som har varet siden den 8/12-15, hvor projektet startede. Det er svært at fastholde elevernes interesse, men det er lykkedes at fastholde de 10 af eleverne, som stadig dyrker taekwondo her 10 måneder senere og de har alle haft en fantastisk udvikling.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Ved at inkludere børn med specielle behov i idrætten kan man opnå flere fordele. Børnene får mulighed for at udvide deres sociale netværk, hvilket kan være rigtig svært, når man har specielle behov. Ved at røre sig og træne regelmæssigt, kan flere af dem få en roligere og mere struktureret hverdag. Dette kan have en positiv effekt på deres koncentration i dagligdagen og dette kan igen betyde, at de muligvis kan opnå nogle goder, som de ellers ikke ville have nået grundet manglende koncentration. Foreningsidrætten vil kunne opnå en tilgang af medlemmer, som, grundet deres egne specielle behov, muligvis ikke ville have haft troen på, at de kan dyrke en sport. Hvis man kan se, at eleverne fra specialklasserne kan, så kan det på sigt give en tilstrømning af nye medlemmer til de forskellige foreninger.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

I Sundby Taekwondo Klub har man taget 16 børn med hvert deres specielle behov og har samlet dem på ét taekwondo hold. Eleverne er meget glade for denne løsning og har nu ytret ønske om at få lov til at tage deres venner med for at vise dem, hvad de kan. De er så stolte af dét, som de præsterer. Jeg har selv en datter med Aspergers Syndrom og har set, hvor meget det betyder, at man får lov til at være “normal” selvom man har et specielt behov. Klubbens trænere er ildsjæle, som giver alt hvad de kan, for at børnene trives, lærer taekwondo og har det godt. Jeg synes, at det er et nytænkende og innovativt initiativ og det kan betyde en kæmpe forskel for mange foreninger og mange menneskers hverdag. Derfor indstiller jeg dette initiativ til at vinde Danskernes Idrætspris.