AB Håndbold Special

Hvad går initiativet ud på?

AB håndbold etablerede i august 2016 et tilbud til udviklingshæmmede unge og voksne kaldet AB Håndbold Special. Dette er en gruppe borgere, som har meget begrænsede muligheder for at dyrke idræt i foreningsregi. Sundhedstilstanden for udviklingshæmmede er markant dårligere end for resten af befolkningen, herunder hjerte-kar-sygdomme og målgruppen har ofte et dårligt eller helt manglende socialt netværk. Med afsæt i håndbolden fokuseres på "Det gode liv" og vi arbejder i krydsfeltet hvor håndboldspillet og livskvalitet går hånd i hånd. Begreber som fællesskab, foreningsliv, idræt, sundhed, venskaber og glæde er i fokus og vil styrke målgruppens personlige udvikling gennem håndbolden. Herudover vil det fælles sociale ansvar, som klubben påtager sig, være værdiskabende for de øvrige medlemmer. Udover træning, turnering, stævner og sociale arrangementer er spillerne tiltænkt roller, som hjælpere i forhold til f.eks. dommerbord og praktiske opgaver ved ABs julestævne, for at styrke den enkelte og tilknytningen til klubben. Projektteamet og initiativtagerne arbejder frivilligt og har de fornødne kompetencer i forhold til målgruppen, det fysiske aspekt og håndboldspillet. Der er udarbejdet en projektbeskrivelse og på kun tre måneder er der nu 17 spillere fra 13 - 42 år. På sigt stiler vi mod sportslig kompetenceudvikling, etablering af ungdomshold og børnehold og deltagelse i Special Olympics.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Idræt bør være for alle og i AB Håndbold mener vi, at det er en gevinst for alle medlemmer, at inkludere spillere, som ikke er helt som alle andre. AB Håndbold er en velfungerende klub med stærke sportslige og sociale kompetencer, hvor der er overskud og rummelighed. Der er gensidig respekt mellem de eksisterende spillere og "AB Håndbold Specials". Seniorspillere og ungdomspillere fungerer som gæstetrænere og AB Håndbold Special hepper til andre spilleres kampe. AB Håndbold vil gerne påtage sig rollen som brobygger og bidrage til, at foreningsidrætten også kan blive et tilbud til mennesker med særlige behov. Vi har et eksemplarisk projekt, med projektbeskrivelse, som let kan implementeres og derfor udbredes til andre foreninger. Integration af disse spillere i en helt almindelig klub, kan danne rammen for kontakten mellem ikke-handicappede og spillere med særlige behov - en relation, der kommer begge parter til gode og hylder mangfoldigheden. Med vores projekt ønsker vi at inspirere andre klubber og vil gerne bistå andre klubber i etablering af lignende projekter, der vil være til stor gavn for eksisterende idrætsudøvere og deres nye "medspillere". I foreningslivet, såvel som i samfundet som sådan, er værdier som medmenneskelighed, rummelighed og respekt for det enkelte menneske vigtigt og ved at flere foreninger kommer på banen og får etableret idrætstilbud til mennesker med særlige behov, viser klubberne vejen for medlemmerne. Initiativer som dette er værdiskabende og viser, at foreningsidrætten tager et socialt ansvar!

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Foreningsidrættens sociale kvalitet er af stor betydning, herunder fællesskabet og den samfundsmæssige integration. Idrætten er et mål i sig selv, men for alle medlemmer vil foreningslivet, fællesskabet og venskaber danne rammen for et godt foreningsliv. AB Håndbold Special giver ikke alene udviklingshæmmede ret til at deltage i dette fællesskab, men der fokuseres også på integration i klubben, så rummelighed og ansvarlighed bliver en del af det sociale fælles ansvar som foreningen påtager sig. Medlemmerne får "mangfoldighed ind med modermælken - spillere med særlige behov bliver en del af foreningens hverdag og tolerance og fordomsfrihed bliver værdier, som foreningen kan være stolte af. At AB Håndbold styrker rummelighed og fordomsfrihed og hjælper medlemmer til at tage ejerskab i et projekt med stor social ansvarlighed, viser foreningens evne til at styrke og nytænke idrættens formål. AB Håndbolds initiativ og projektbeskrivelse kan implementeres i andre klubber og bidrager gerne med vidensdeling. AB Håndbold Special ønsker at gå forrest, være inspirator og fremme udvikling af lignende projekter i andre foreninger, På denne måde kan så mange som muligt kan få glæde af det rige foreningsliv, som vi i Danmark kan være stolte af,