Aktiv Fritid

Hvad går initiativet ud på?

”Aktiv fritid” støtter flygtninge og udsatte børn og unge i hele Vejle Kommune i at blive en del af foreningslivet. Det sker gennem et bredt samarbejde med foreninger og fagpersoner omkring børnene. Børnene guides af ”Aktiv fritid” ud i foreningslivet ud fra deres interesser, mulige lokalforeninger og familiernes mobilitet. I samarbejde med Broen Vejle, puljer fra Dansk Flygtningehjælp, DIF og DGI og midler i projektet er der mulighed for kontingent- og udstyrsstøtte. Støtten tager udgangspunkt i en snak i hjemmet med barnet og barnets forældre, hvilket skaber grobund for forståelse og udgangspunkt i barnets behov. Der skabes dermed en tryg relation til barnet i hjemmet, og derefter tager ”Aktiv fritid” oftest med til første træningsgang, hvilket giver barnet og forældre et trygt udgangspunkt og er medvirkende til, at barnet får en god start på foreningslivet. I foreningerne inkluderes barnet i fællesskabet på holdene og i samarbejde med de frivillige i foreningen. Sammen med Red Barnet tilbydes børnene frivillige følgevenner, som følger barnet til og fra den aktivitet, de går til, og som fungerer som bindeled mellem forældrene og foreningerne. ”Aktiv fritid” samler sammen med Red Barnet tøj ind i idrætshaller, skoler og svømmehaller, som vaskes og sorteres og gives til børnene, så de har idrætstøj. Desuden har projektet en god aftale med en sportsbutik ift. indkøb af tøj, hvis tøjbanken ikke kan levere tøj. Børnene kommer til projektet fra foreningerne, skolelærere, socialfaglige rådgivere, sundhedsplejersker, SSP, integrationsvejledere og andre fagfolk, der møder børnene i deres hverdag, og som vurderer, at et fritidstilbud kan være gavnligt. I skoleferierne tilbyder ”Aktiv Fritid” desuden gratis idrætsaktiviteter for børnene i projektet. Her kan barnet afprøve forskellige typer idræt for at afklare, hvad der efterfølgende kan blive en mulig fritidsaktivitet. Der er bl.a. blevet afholdt fodboldskoledag, sportsuge i sommerferien og idrætsdage i efterårsferien. Til disse ferieaktiviteter faciliterer ”Aktiv fritid” aktiviteterne, mens foreningerne leverer instruktører til idrætten.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

”Aktiv Fritid” støtter foreningerne ved at afholde træneruddannelse og foreningsaftener. I samarbejde med DIF har flere ungdomstrænere været på trænerkurset ”Den rummelige træner”. I samarbejde med Dansk Flygtningehjælp, afholdes en foreningsaften med fokus på inklusionen af ”Aktiv Fritids” målgruppe. Foreningerne får kontakt til en gruppe af børn, der ellers ikke ville komme i foreningerne, samtidig med at foreningerne oplever børn, der har potentiale og er gode inden for den idrætsgren, de deltager i. Foreningen får nogle medlemmer, som de ellers ikke ville have fået, og foreningen er med til at løfte et socialt ansvar i rammer, der skaber ligeværdighed. Foreningen giver det, de er bedst til - en foreningsdannelse, der øger børnenes sociale kapital og giver børnene oplevelser og successer, som de ofte tager med i deres skoleliv. En del af børnene kommer, fordi de vælger idrætten, men foreningerne har også mulighed for selv at spille sig på banen - fx tilbyder svømmeklubben særlige svømmeskoler for de børn, der ikke kan rumme at være på et hold med 30 elever. I forbindelse med Super Cup i Vejle lavede Vejle Håndbold Klub børnene i Aktiv fritid en håndboldskole, hvor klubbens unge trænere spillede håndbold med børnene og gav dem en intro til sporten. Derefter fik alle børn fribilletter sammen med deres familie til at overvære Super Cup-kampene. Denne eftermiddag har givet nye spillere til klubben – og gode oplevelser til alle børnene. Aktiv fritid er også den platform, der giver foreningerne mulighed for at hjælpe de børn, der er i risiko for at forlade foreningslivet pga. ændringer i ressourcer på hjemmefronten - fx arbejdsløshed eller sygdom hos forældrene. En anden fordel for foreningerne er, at de unge udsatte kan involveres i frivillige opgaver, og nogle af dem sandsynligvis på sigt kan indgå som frivillige trænere/ledere i foreningerne.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

”Aktiv fritid” skal vinde prisen, fordi det er et initiativ, der involverer alle idrætsforeninger i Vejle Kommune og er med til at bygge bro til børn, der ellers er uden for foreningslivet. Desuden er det et unikt og fleksibelt samarbejde mellem kommunen, foreninger, lokale NGO'er, frivillige og fagpersoner på børneområdet, hvor alle muligheder bringes i spil for at få en succesfuld opstart i foreningslivet. Det er et projekt, hvor integration og inklusion er både mål og redskaber til at få skabt gode resultater. Ambitionen med ”Aktiv fritid” er at give udsatte børn en mulighed for ikke kun at blive medlem af en idrætsforening, men også en del af et fællesskab, som de ikke har lyst til at forlade igen. Og som de får lyst til at involvere sig i som frivillige på sigt.