Skiløb for Alle - Skiklubben Hareskov

Hvad går initiativet ud på?

I 2014 overtog Skiklubben Hareskov et DIF-projekt fra 2012 med en AlpinCamp for skadede soldater og forankrede den i projektet ”Skiløb for Alle, nogen har bare brug for lidt mere støtte og opbakning end andre”. Gennem projektet får personer med fysiske handicap og/eller andre særlige behov i første omgang mulighed for at udøve alpint skiløb. Snowboard og rulleski er også igangsat, medens langrend og skiskydning endnu er på tegnebrættet. Udvalget har siden 2014 modtaget støtte fra private fonde og Den Fælles Kommunale Idrætspulje. De bevilligede midler er investeret i specialudstyr, der sikrer at klubben kan gennemføre undervisning for personer med fysiske handicap, ligesom vi har påbegyndt en efteruddannelse i handicapski for nogle af vores skiinstruktører. I 2016 er vi begyndt at uddanne vores skiinstruktører i at undervise børn og unge med psykiske vanskeligheder, som f.eks. ADHD, autisme, angst, udviklingshæmning, sociale - eller kognitive forstyrrelser. Læs mere på http://www.hareski.dk/projekt-skiloeb-for-alle/

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

I Skiklubben Hareskov mener vi, at skiløb er en sport vi alle kan dyrke sammen uanset niveau, alder og fysiske funktionsnedsættelser eller psykiske vanskeligheder. Dette oplever vi, når vi sammen kører rundt på pisterne eller når en helt ny portløber deltager til træning sammen med en konkurrenceløber med Worldcup-point. Det er samtidig en sport, hvor personer med begrænset funktion via den rigtige træning og det nødvendige specialudstyr kan bevæge sig meget friere og over længere afstande, end de er vant til. Med projektet ”Skiløb for Alle” forsøger vi at skabe et inkluderende skimiljø, hvor alle, handicappede såvel som ikke- handicappede, deltager på lige fod på klubbens ture, og hvor familier, der før havde vanskelighed ved at finde en fælles sport eller aktiv ferie sammen, får nye muligheder. Skiklubben Hareskov ønsker gennem dette projekt at være forgangsklub for inkludering af handicappede i danske idrætsklubber.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Alle har mulighed for at leve et aktivt liv og med de rette hjælpemidler og instruktion, så er alt muligt, og alle kan opleve friheden ved skiløb og glæden ved naturoplevelsen. Vi vil gerne inkludere personer med særlige behov på vores træning- og klubture, men nogle gang kræver det enten 1 til 1 undervisning i en periode eller støtteinstruktører, alternativt mindre undervisningshold. Danmarks geografi og klima betyder, at skiløb er forbundet med en rejseaktivitet, der i langt de fleste tilfælde vil være forbundet med ekstra udgifter for deltagerne til både hjælpere og udstyr. Dette forhold kan mere end fordoble den samlede udgift til aktiviteten, hvilket ikke altid kan fordeles på de øvrige turdeltagere. Med Danskernes Idrætspris ønsker vi i Skiklubben Hareskov at kunne tilbyde flere klubture og træningssamlinger, hvor medlemmer med særlige behov kan opleve glæden ved skiløb og blive del af et miljø, hvor børn, unge og voksne alene eller sammen med deres familier og venner kan komme på ski uden væsentlige merudgifter. Samtidig ønsker vi, at Skiklubben Hareskov med projektet ”Skiløb for Alle” bliver et velfungerende erfarings-og videnscenter for handicappede personers udøvelse af vintersport til gavn for både de deltagende personer, deres familier, skiklubbens øvrige medlemmer og andre idrætsklubber.