Svømmeklubben Copenwater

Hvad går initiativet ud på?

Danmark er en gammel søfartsnation og der er ikke mange lande i verden, der i forhold til arealet, har så meget kyststrækning som netop Danmark. Svømning har derfor også i generationer været en yndet sport. Ja faktisk er svømning een af de absolut største sportsgrene i Danmark. I de sidste 5-6 år har sporten oplevet en opblomstring af interessen for at svømme i Åbent Vand. Den udvikling har vi ønsket at omfavne med etableringen af Svømmeklubben Copenwater, der netop er en svømmeklub med fokus på svømning i bølgen blå. Klubben ønsker at sprede glæden ved bevægelse, ikke kun for den trimmede triatlet, men også unge og voksne. Særligt voksne har i dag ikke mange tilbud i svømmeklubberne og derfor har Copenwater også på meget kort tid set en eksplosiv vækst i medlemstallet netop her.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

I Copenwater brænder man for åbentvandssvømning, og de anser det som en sport i sin egen ret. Sporten er nært beslægtet med bassinsvømning og har også en række lighedspunkter med vinterbadning samt kystlivredningssporten. Men åbentvandssvømning er samtidig også noget helt andet. Der er højt til loftet og langt til bunden, og man svømmer mellem bølger, saltvand, dyreliv og altid sammen med andre. Svømmeklubben Copenwater ønsker på nye måder at sprede kendskab til hvordan andre klubber kan begynde på en egentlig voksensatsning med fokus på svømning i Åbent Vand. Mange klubber mangler tilbud til netop voksne, ligesom særligt klubberne i storbyerne ikke har banetid nok. Her tilbyder havet, fjorde og åer et reelt alternativ - her der der ingen faste åbningstider. Brugen af sociale medier udgør en væsentlig del af værktøjskassen for, hvordan kendskab til mulighederne kommunikeres og interesse skabes, ikke kun for sporten i sig selv, men også for vigtigheden af naturligt vand og natur som en ny arena for at dyrke sport.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Copenwater har særligt fokus på at skabe fællesskab omkring undervisning for medlemmerne, men også åbne træninger for alle som måtte have lyst. For både undervisning og træning gælder det, at det handler om tryghed, sikkerhed, velvære og god motion. Sporten er også i kraftig vækst, hvilket derfor også har gjort, at Copenwater på meget kort tid har været med til at støtte en elitesatsning på tværs af flere klubber, en satsning der også vil være fokus på fremover. For klubben er det vigtigere at støtte sporten generelt, og på tværs af klubskel, fremfor ensidigt at have fokus på egen klubudvikling. Ved at fokusere på sporten og et styrket foreningsliv har Copenwater allerede vist, at de på kort tid har skabt et bæredygtigt initiativ som ikke kun er en klub i rækken, men er et reelt supplement til de tilbud som i dag eksisterer. Jeg indstiller Svømmeklubben Copenwater til Danskernes Idrætspris fordi klubben viser vejen for hvordan andre svømmeklubber kan skabe nye rammer for- og tilbud til særligt voksne, som i dag kun har begrænsede tilbud i svømmeklubs-Danmark.