Tom K. Karting Arena

Hvad går initiativet ud på?

Motorsport Nordjylland har bygget en hel ny gokartbane i internationale mål i samarbejde med Tom Kristensen. Foreningen ønsker at skabe et motorsportscenter af internationale dimensioner baseret på elite, bredde og talentudvikling i Rebild Kommune. Målet er at placere Danmark på det internationale motorsportslandkort. Det fuldfærdige center bliver motorsportens pendant til Idrættens Hus i Brøndby. Motorsportscentret bestå i dag af en rallycrossbane med internationale mål og nu også en gokartbane i internationale mål. Rallycrossbanen er kendt fra Zulu Djævleræs.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Motorsport Nordjylland er en sund og veldrevet forening - båret af en stor flok frivillige ildsjæle. Gokartbanen er finansieret af puljer, fonde og egne midler - 2/3 af anlægsarbejdet er udført at foreningens frivillige. Motorsportscentret er beliggende i et landdistrikt med ganske få foreninger og fritidstilbud til unge. Aktiviteterne i centret rammer en målgruppe, som ikke profiterer af øvrige idrætstilbud og foreninger - ligesom klubben har et godt tag i de "foreningsløse". Derudover samarbejder foreningen med ungdomsskoler og SSP - dels om rekruttering og fastholdelse af unge i forening/sociale netværk og - dels præventivt.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Fordi initiativet rammer en overset målgruppe - de børn og unge, som ikke er til holdsport af forskellige årsager eks. manglende interesse eller udfordringer/diagnoser, som gør det svært at indgå i fælles aktiviteter. Gokartbanen åbner mulighed for individuelle succesoplevelser for børn og unge, foreningen danner rammen om sociale netværk i en kultur båret af accept og respekt for hinanden. Sporten kan dyrkes og udvikles i mange år og rummer et potentiale til nye talenter, som kan overtage den internationale motorsportsscene - en afløser for Tom Kristensen og Jan Magnussen.