Solbjerg IF børne MTB

Hvad går initiativet ud på?

For 1 1/2 år siden startede 4 fædre Solbjerg IF Børne MTB. En forening der hver lørdag byder på MTB træning for børn i alderen fra 6 år og opefter. Der cykles oftest i den lokale Solbjerg skov. Træningsture til Hinnerup sporet, Marselisborg Skov og Ebeltoft er også på programmet. Hver lørdag møder glade børn op med deres forældre. Forældredeltagelse er ikke nødvendig. Men det ses oftest at mange forældre møder op og endda cykler rundt sammen med børnene. Formålet er at få børn ud og cykle i naturen og gennem træningen opnå motion, balance og tekniktræning. Det sociale vægtes også højt. Der er i træningen tid til pause/leg, og hver træning afsluttes med frugt og røverhistorier. I klubbens opstartsfase holdte trænerteamet møde hver uge. Der blev arrangeret træningslørdage, talt om mål med klubben og lagt planer for hvordan der kunne skaffes diverse tilskud til klubben. Trænerteamet er netop udvidet med yderligere 3 forældre. Forældre der også brænder for at videreudvikle Solbjerg IF Børne MTB. Der ligges vægt på, at træningen passer til alle aldersgrupper og niveauer. Inspiration hentes bl.a. fra møder med andre klubber og hjælp fra DGI. Sidste nye initiativ er at få etableret en pumptrack bane i Solbjerg. Igen ses det, at trænerteamet sammen med forældre samarbejder om de første tiltag til banen. Klubben tilbyder både sommer og vintertræning. Det vil sige en klub, der tilbyder træning hele året. Informationen til klubbens medlemmer foregår via Facebook. Det være sig både når der er træning og deltagelse i diverse løb (bl.a. Kidsliga). Siden vrimler med dejlige billeder af aktive børn – taget af både forældre og det engagerede trænerteam.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Jo flere aktiviteter der udbydes til de lokale børn jo bedre. Solbjerg IF Børne MTB er en anderledes udendørs aktivitet, der udbydes gennem Solbjerg IF. Det har været et bevidst valg at blive en del af Solbjerg IF. Klubben skal være et tilbud, der tilbydes til alle og ikke kun af de, der allerede er bekendt med MTB. Gennem denne aktivitet kan også de børn, der ikke lige er til de kendte/traditionelle sportsgrene fanges. Det giver også nyt liv til vores idrætsforening. Der har allerede været sparring mellem de forskellige foreninger i Solbjerg IF. Også vidensdeling med andre MBT klubber har været en del af det, trænerteamet har brugt sin tid på. Solbjerg IF Børne MTB har vist hvor hurtigt, man kan få en succesfuld klub op at stå, når et projekt som dette med viljestærke personer igangsættes.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

På 1 1/2 år er en klub blomstret. 30 børn og deres forældre er aktive hver lørdag. Alle giver en hånd med. 4 fædre startede Solbjerg IF Børne MTB og brænder for at give børnene en sjov, anderledes, social og motionsrig træning. Der skaffes tilskud til klubtøj, frugt til efter træning og det nyeste er begyndende etablering af Solbjergs egen pumptrack bane. En bane der vil give glæde til alle byens og områdets børn og voksne. Yderligere 3 forældre er indtrådt i trænerteamet . Solbjerg IF Børne MTB er en klub der favner store som små cykelglade børn og deres forældre. At vinde Danskernes Idrætspris vil bl.a. give klubben mulighed for økonomisk støtte til etableringen af Solbjergs egen pumptrack bane. Derudover vil det være en stor påskønnelse af al den tid og energi, der ligges i, at glæde de børn der hver lørdag møder op til MTB træning.