Hvor svært kan det være?

Hvad går initiativet ud på?

Unge med et handicap går ikke til sport I Danmark er der 100.000 børn og unge under 24 år med et handicap. Heraf skønnes mindst halvdelen at kunne have glæde af handicapidræt. Det anslås at højst 10 pct. af denne gruppe jævnligt har deres gang i den lokale sportsklub. Ser man på samme aldersgruppe uden handicap, er tallet over 50 pct. Det gør Parasport Danmark noget ved med webløsningen og kampagnen ”hvorsværtkandetvære.dk”.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Mange tusind unge danskere med et handicap går glip af det fælleskab, som findes rundt om i landets sportsklubber og idrætsforeninger, selvom tilbuddene findes flere steder i landet. En af de største udfordringer for de 50.000 børn og unge med handicap og deres familier er, at det har været svært at finde de klubber og foreninger, som tilbyder sport for mennesker med et handicap.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Parasport Danmark har med hvorsværtkandetvære.dk, skabt en platform hvor personer med et handicap og deres pårørende hurtigt og nemt kan få et overblik over de tilbud, der findes i lokalområdet. Det er håbet, at det vil få mange flere børn og unge med et handicap til at blive en del af klublivet og det fællesskab, som hundredetusindvis af danske unge har glæde af hver eneste dag.