Bevæg dig glad - husk det nu!

Hvad går initiativet ud på?

Bevæg dig glad - husk det nu! er et initiativ under foreningen "Idræt i Dagtimerne" i Fredericia. Tilbuddet er forankret omkring idræt og samvær for mennesker med demens og hukommelsesbesvær og gennemføres af frivillige i de fysiske faciliteter i Fredericia Idrætscenter. Fysisk træning er godt til at vedligeholde færdigheder, koncentration, balance og fokus - færdigheder som mennesker med en demenssygdom langsomt mister. Hver træning sluttes af med 3. halvleg - hvor den sociale del og kaffen er mindst ligeså vigtig for deltagerne som den fysiske træning.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Initiativet er et eksempel på en inspirerende nytænkning af foreningsidrætten. Her arbejdes med at skabe rammer, hvor helt almindelige brugere af idrætsfaciliteter (i Fredericia Idrætscenter) træner side om side med mennesker med svær sygdom - det betyder at der udvikles høj grad af rummelighed, forståelse og hjælpsomhed overfor de mennesker, der har brug for lidt ekstra. Det er godt for alle!

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Tiltaget er unikt fordi det insisterer på, at mennesker med demens også har ret til sved på panden og et smil på læben - trods sygdom. Når man er dement, tænker mange, at nu er livet slut. Det er det ikke. Bevæg dig glad samler på solstrålehistorier - og er med til at dæmme op for tabu omkring den alvorlige sygdom. Initiativet er indtil videre nået ud til 200 borgere med demens og flere kommer hele tiden til. Oveni træningen sørger de frivillige for at hente og bringe de demente borgere, så der er tryghed og tilgængelighed hele vejen. Tiltaget er startet og drevet af ildsjæle - og et helt fantastisk bud på, hvad foreningsidrætten gør og kan for mennesker med svær sygdom i Danmark. 90.000 danskere anslås at leve med demens. Forebyggelse, træning og forståelse fra omverdenen er afgørende for deres livskvalitet.

Billeder eller YouTube

http://frdb.dk/artikel/143344