Jumping Fitness Allested-Vejle

Hvad går initiativet ud på?

Allested-Vejle Jumping fitness var blandt de første 3 klubber på Fyn, som startede denne nye idrætsform, hvor mænd, kvinder og børn i alle aldersgrupper kan deltage. De 4 instruktører har hele vejen troet på, at denne form for idræt kunne gavne mange borgere i lokalområdet, hvilket også har vist sig. Udover lokale deltagere er der også stor interesse fra det øvrige Fyn, Omkring 400 har været igennem træningslokalet, der er i dag 250 medlemmer og stadig nye kommer til. Der arbejdes hele tiden for at udvikle undervisningen bla. med hold for Teen jumpere, børn i alderen 9-14 år. Der er ligeledes taget initiativ til morgenhold to gange om ugen, foruden de 6 andre fastlagte hold. Initiativet for 2017 er et samarbejde på tværs for TRX, Bodybike og Jumping fitness. Blandt andet afholdes der en event for Knæk Cancer den 8. oktober, hvor alle 3 sportsgrene er aktive i 3 timer i kampen for at samle penge ind til kræftens bekæmpelse. Dette samarbejde på tværs bliver forhåbentlig en stor succes, der kan gentages.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Det vil tiltrække flere idrætsudøvere i klubben, give mere liv i hallen og fællesskabet- klubånden bliver styrket. Der er flere frivillige hænder at tage af ved fællesarrangementer. Som bonus giver det en bedre økonomi for foreningen, som kommer medlemmerne tilgode.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Jumping Fitness i Allested-Vejle skal vinde Danskernes Idrætspris, fordi de 4 instruktører bliver ved med at udvikle sig. Denne fantastiske sport giver mænd, kvinder og børn fra hele Fyn sved på panden, når de deltager i en eller to timers utraditionel motion. Man kommer ikke kun i god form, man møder mennesker og bliver en del af et fællesskab. Vigtigst af alt går man altid hjem med følelsen af at være "glad i låget". Disse 4 piger er klar på at bruge deres fritid flere gange om ugen på denne sport. Ulønnet! Hvis en instruktør er forhindret, dækker de andre timerne, så alle hold så vidt muligt bliver gennemført. De ser fremad ved også at vælge at uddanne unge instruktører. De tager ligeledes ud til andre arrangementer og henter inspiration. Med jævne mellemrum byder de engagerede og altid glade instruktører på "Jumping Events" som f.eks. -"Maraton Jumping" (2 timer), "90-er Jumping", "Grand Prix”, ”Dansk musik” eller "Ønskerunde". Sidste nye tiltag er fælles event (Jumping/Bobybike/TRX) ”Knæk Cancer”, hvor man giver 100 kr/person, og pengene går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. Der er masser af ønsker for fremtiden og de 4 instruktører satser på udendørs jumping , Tabata jumping, jumping med vægte, afholdelse af stor jumping event for hele Fyn, natjumping og gæsteinstruktør. Et ønske er selvfølgelig og flere trampoliner.

Billeder eller YouTube