Vejgaard Boldspilklubs Kvinder

Hvad går initiativet ud på?

I Vejgaard Boldspilklubs dameafdeling (fodbold) er tingene skruet meget anderledes sammen, end de er i andre klubber. Her styres klubben nemlig ikke af 'gamle mænd', men af spillerne selv. Træner Jan Madsen implementerede i 2015 seks forskellige udvalg, der i dag står for hele afdelingens drift. Før i tiden havde afdelingen en formand, men nu har man et dameseniorudvalg bestående af tre spillere, der har det overordnede organisatoriske ansvar, men udover det har man også fem andre udvalg, hhv. kampudvalget, sponsor/PR-udvalget, social/strukturudvalget, økonomiudvalget og arrangementudvalget. der står for 'underopgaver' i afdelingen, hvilke fremgår af navnet. På denne måde fordeles ansvaret mellem alle afdelingens medlemmer, og der bliver taget initiativer, som aldrig før set i afdelingens og måske klubbens historie - herunder pigedag, pigestafet, spillestilskoncept, arrangementer til kampe (speaker, kampprogrammer osv.), gratis træningstrøjer til nye spillere, spillerkontrakter og meget, meget mere.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

I en kultur, hvor man desværre har enorme problemer med at finde frivillige i landets idrætsklubber, er det nødvendigt at finde nye måder at gøre tingene på. Dette initiativ kan være med til at hjælpe mange andre klubber mod en bedre måde at få organiseret klubben/afdelingerne på, hvor man ikke er afhængig af enkeltpersoner. I VB har man set den store succes i dameafdelingen, og der findes nu ligeledes et herreseniorudvalg, og man er igang med at implementere et ungdomsudvalg. Initiativet er en måde at få engageret alle spillerne og få dem til at føle et fælles ansvar for deres klub og afdeling. På den ene side går man væk fra en gammel forestilling om, at enkeltpersoner skal løfte hele byrden, men på den anden side går man også tilbage til gamle dyder, hvor spillerne selv hjalp med i klubben og følte ansvar og kærlighed til klubben.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Vejgaard Boldspilklubs Kvinder kæmper for deres afdeling, for deres klub - og for kvindefodbolden! Afdelingen er i eksplosiv vækst (hele 20 nye spillere på et år), fordi kvinderne nyder at kunne sætte deres helt eget præg på afdelingen. Initiativet kan ligeledes være en kæmpe inspiration for andre klubber, der mangler frivillige hænder. Som kvindefodboldspiller er det ikke altid let at få tingene igennem i en mandsdomineret sport, men med en hel afdeling af viljestærke kvinder, der altid er klar til at give klubben en hjælpende hånd til arrangementer ser tingene MEGET lysere ud i Vejgaard Boldspilklub! Vi mener, at vi har fundet vejen frem for fremtidens idrætsforeninger!

Billeder eller YouTube