Triangle Razorbacks skoletilbud

Hvad går initiativet ud på?

Amerikansk Fodbold er en sport for alle. Lige fra den lille spinkle til den store tykke. Alle har en opgave og alle er vigtige for holdet. Ikke kun dem med bolden. Men i lige så høj grad dem som baner vejen eller dem der beskytter boldholderen. Vi oplever ofte at unge mennesker som har haft en mindre succesfuld berøring med sport får stor glæde af Amerikansk fodbold. Ofte er det nørden som aldrig har rørt sig meget og ham der aldrig fik bolden i almindelig fodbold. De oplever en stor succesoplevelse ved at spille amerikansk fodbold. For første gang føler de sig hjemme i en sport og et fællesskab. For her er fællesskabet vigtigst vi er en stor familie. De finder glæden ved at dyrke sport. De udvikler taktisk forståelse. De får sociale færdigheder som man ikke lærer bag en computerskærm osv. MEN - Amerikansk Fodbold er en dyr sport at dyrke. Udstyret er vigtigt og koster en del. Derfor stiller klubben udstyr til rådighed for nye spillere så man ikke skal bruge alle pengene før man har prøvet det en del gange. Selve initiativet som vi er begyndt på i Triangle Razorbacks er at tage ud til skolerne og deltager i idrætstimerne med udstyr og trænere. På den måde kommer vi ud til de unge som ellers ikke normalt melder sig til en sport Til det formål drømmer vi om en stor lukket trailer eller varevogn med mindst 30 sæt udstyr til de unge spillere så alle kan prøve det. I dag fylder vi biler med det udstyr vi lige har hjemme. Det er ikke optimalt Så vil vores spillere og trænere kunne tilbyde at tage ud til langt flere skoler hver uge og hjælpe de unge igang. De kan give børnene den succesoplevelse de måske har manglet for at komme i gang med sport. Hjælp os med at komme bredt ud og bringe glæde på skolerne. Så hjælper vi også skolerne med at give bedre tilbud til alle eleverne om en aktiv hverdag. Til projektet har vi en masse frivillige trænere og spillere som allerede i dag dedikerer deres tid til at hjælpe i klubben. De tager gerne fri fra arbejde for at støtte projektet. Vi drømmer om at udvide samarbejdet med skolerne til også at omfatte sundhedsplejen så vi kan komme helt ud til de elever som har det sværest og gøre en forskel.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Initiativet kommer foreningsidrætten til gode ved at vi får fat i netop de unge som aldrig har dyrket idræt og fundet glæden og sammenholdet. De kommer nu ud af deres "skal" og bliver aktive og får glæden at føle. Fortsætter de ikke med Amerikansk Fodbold så kan de måske nu skifte til håndbold eller fodbold fordi de har fået selvtilliden, tabt lidt kilo eller bare fået smag for at dyrke en eller anden sport i en klub. Når spillere stopper hos os bliver de også ofte trænere og frivillige i vores klub eller andre klubber. Man kan måske sige vi gør dem klar til foreningslivet.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

Triangle Razorbacks skal vinde prisen for det kan være med til at styrke initiativet med mere og bedre udstyr så de kan komme ud til endnu flere skoler. Den store drøm er at kunne starte en skoleturnering i 2017 eller 2018 så vi ikke bare kommer ud, viser sporten og kører igen. Men at vi fastholder samarbejdet med skolerne og så kan komme igen år efter år og få så mange unge drenge og piger ud i foreningslivet – gerne med en start i Amerikansk Fodbold naturligvis.