Vikings Cheerleaders

Hvad går initiativet ud på?

Cheerleading er en sport, man kan få lov til at dyrke professionelt, selvom man vælger at starte som ung/voksen. Cheerleading er en seriøs konkurrencesport, som samler piger og drenge, store som små. Der er plads til alle på et cheerleading hold. Man skal bare have lyst til og mod på at udvikle sig sportsligt og kammeratligt. Foruden det sportslige betyder sammenholdet utrolig meget for netop denne sportsgren, da tillid og respekt for hinanden er en selvfølge, når man løfter og kaster med hinanden. Vikings Cheerleaders er en forholdsvis ny klub, som hører hjemme i Odense, og har udøvere mellem 7 og 30 år. Klubben startede for 5 år siden, og ønsker at få Odense og resten af Fyn til at opleve hvor fed en holdsport cheerleading er.

Hvordan kommer initiativet foreningsidrætten til gode?

Cheerleading består af springgymnastik, løft, kast og pyramider - det vi i fagsprog kalder tumbling, stunts, basket tosses og pyramider. Denne sport samler altså mange forskellige idrætsgrene i én træningshal, og mange oplever det som et stort plus at kunne forene flere sportsgrene. Til konkurrencer bliver man udelukkende bedømt på teknik, sværhedsgrad og udførsel inden for de forskellige områder, og det er derfor ikke, som mange tror, dans. Cheerleading minder mere om springgymnastik og akrobatik end dans.

Hvorfor skal dette initiativ vinde Danskernes Idrætspris?

For at kunne deltage på lige fod med andre hold på landsplan, kræver det at man træner. Normalt foregår vores spring/tumbling-del på gulv til konkurrencer, men man kan både mindske skader og nemmere lære sine spring med det rette udstyr. Initiativet vil gøre, at klubben kan realisere drømmen om at indkøbe forskellige måtter mm., som gør træningen effektiv, mere sikker samt gøre træningsmiljøet generelt bedre for udøverne og deres trænere. Vikings Cheerleaders har meget kvalificerede trænere, som brænder for at udbrede sporten og gøre en forskel for hver enkelt udøver. Klubben modtager ugentligt nye indmeldelser, og samler børn, unge og voksne, som har prøvet andre sportsgrene førhen, men som har fundet ud af, at cheerleading passer til dem - både grundet kammeratskabet og sporten. 

Billeder eller YouTube